12/06/2026
🥰Jeg deler Jane Kusk`s opslag på Facebook, da den siger rigtig meget om den tid vi lever i. Om vores kost og livsstil. Og manglende viden.
"I morges læste jeg denne artikel i Jyllands-Posten. Det gør mig både bekymret og trist — men desværre ikke overrasket.
Nye tal viser en eksplosiv stigning i antallet af unge helt ned til 18 år, der nu rammes af type 2-diabetes. Og de unge rammes ofte hårdere, advarer forskere.
Artiklen beskriver at på bare 10 år er antallet af 18-39-årige danske mænd med type 2-diabetes næsten fordoblet – fra ca. 2.600 personer i 2015 til godt 5.200 personer i 2025. Blandt kvinder er udviklingen næsten lige så markant: fra ca. 2.480 til godt 4.730 personer.
I mange år har vi talt om type 2-diabetes, som om det primært var en sygdom, der ramte ældre mennesker. Ja faktisk kaldte vi det engang “gammelmandssukkersyge”, men sådan ser virkeligheden ikke længere ud.
I min bog fortæller jeg om Majken, der fik type 2-diabetes som 19-årig. Dengang fortalte hun mig sådan her:
“Jeg føler mig virkelig på bar bund. Jeg er lidt overvægtig og vil gerne tabe mig, men hvordan det er bedst i forhold til diabetes, ved jeg ikke. Sygehuset er ikke til meget hjælp, så jeg føler, jeg sejler i forhold til mit blodsukker. Jeg er på Metformin og tjekker mit blodsukker en gang om ugen, så jeg har ikke en chance for at finde ud af, hvordan maden påvirker mig, da jeg ikke har midler nok.”
Når en 19-årig får type 2-diabetes, skal vi ikke spørge, hvorfor hun ikke tog sig sammen. Vi skal spørge, hvorfor hun ikke fik konkret hjælp til at forstå sin krop, sit blodsukker og sin hverdag.
Det er lige præcis dét, der bekymrer mig.
Ikke kun at flere unge får diagnosen, men at mange - uafhængig af alder - stadig går hjem uden den konkrete hjælp, videnskaben i årtier har vist, der skal til.
Måske får de besked om medicin. Måske får de at vide, at de “bare skal tabe sig” ved at spise sundere og motionere mere.
Men når folk sætter sig i patientstolen, hvem stiller det spørgsmål, som i min optik er det vigtigste sted at starte:
“Hvordan har du det egentlig?"
Hvem hjælper dem med at forstå, hvad der sker i kroppen?
Hvem hjælper dem med at forstå insulinresistens?
Hvem hjælper dem med at finde ud af, hvordan maden påvirker deres blodsukker?
Hvem hjælper dem med at ændre hverdagen uden skyld og skam?
Jeg vil blive ved med at understrege dette gang på gang: Type 2-diabetes er ikke et spørgsmål om dårlig rygrad.
Når vi ser eksplosive stigninger i sygdomstallene, er det for nemt blot at skyde skylden på det enkelte menneske med type 2-diabetes.
Det er et samfundsproblem, vi bliver nødt til at tage alvorligt.
For det er en alvorlig sygdom, som hænger sammen med gener, miljø, madkultur, søvn, stress, livsvilkår og den hjælp, vi som samfund tilbyder.
Der er meget, man selv kan gøre - men det kræver viden. Det kræver støtte. Og det kræver, at vi stopper med at gøre sygdommen til et moralsk nederlag.
Det er en biologisk og samfundsskabt ubalance — og den kræver langt mere helhedsorienteret støtte end medicin, vægttabsråd og kostvejledning, der i årtier har været forældet.
Når type 2-diabetes rammer tidligere, skal hjælpen også komme tidligere. Og den skal være langt mere konkret end en recept, et forældet vægttabsråd og en brochure.
Tak fordi du læste med. Lad mig høre... hvad mener du er det vigtigste for, at vi får vendt udviklingen?
Du kan læse artiklen fra Jyllands-Posten her:
https://jyllands-posten.dk/.../flere-og-flere-unge-faar.../
- Jane