11/08/2026
Efter en lang og sjov udviklingsproces, håndtapning og håndnummerering af det første batch på 229 flasker kan du få fingrene i dette års officielle Aarhus Festugegin. Njord har traditionen tro udviklet ginnen i samarbejde med en kendt aarhusianer for at hylde byen, bakke op om årets fest og folk, der gør en forskel og dermed sætter perspektiv på det at være aarhusianer.
I år er det eksilaarhusianer Flemming Møldrup, der tager Njord med på en smagsrejse og åndelig plukketur i jagten på en gin, der gennem urter, bær og blomster fortæller dele af hans historie som barn og ung i Aarhus.
Flemming, der er kendt og anerkendt for sit vidende og venlige væsen i TV-, radio-, podcast- og foredragsregi, voksede op i Vejlby med mange timer i mormor og morfars kolonihave, som i dag genkaldes i ginnens noter af syren, ribs og ærter. Som ung gik turen med bus 7 til centrum og punkmiljøet i en tid præget af pot og dybe tanker, som i ginnen afspejles i hampefrøenes komplekse nøddeagtige, urteprægede karakter. Senere gik vejen forbi Journalisthøjskolen og i 1992 til København og reklamebranchen – med afstikkere til sin far i Mellemøsten, der spejles i sumakkens krydrede citrusstrejf.
Sammen med enebær skaber destilleringen af disse urter en floral, grøn, frisk og krydret gin. Underspillet og i elegant balance som både Flemming og Aarhus, og med en hilsen til Festugens to spor: en søgen mod naturen og en åbenhed mod verden.
Ginnen, der smager fremragende både rent og med en tør tonic, kan fra i dag fås på spiritofnjord.dk og snart også i byens spiritusbutikker og på udvalgte barer og restauranter. Senere følger opskriften på årets Festuge-cocktail, der bl.a. serveres ved den officielle åbning af Festugen i Musikhuset.