08/05/2026
Som I nok ser, er det med at passe godt på dyr, der skal skal spises, ikke noget, der faldt mig naturligt som barn. Alligevel er jeg taknemmelig for, mine forældre lærte mig at dyrke mad i køkkenhaven og lave mad fra bunden. Og selvfølgelig skulle jeg som stor pige på fem år passe på ænder, gæs og høns, indtil de skulle slagtes og spises af mig og min familie. Og selvfølgelig skulle jeg også se, når min far slagtede kyllingerne med øksen. Og mens hele processen stod på, fortalte mine forældre, hvor vigtigt det er, at dyrene har det godt, inden de bliver til mad. At dyr, der har det godt, smager bedre. At høns, der går frit omkring lægger flere og bedre æg. Måske er det tanken om, at den lille ælling i min favn, skal slagtes, der giver mig det mutte udtryk. Jeg husker ikke, hvorfor jeg ser mut på fotoet. Heldigvis husker jeg kun, at jeg var glad for at have ansvaret for vores fjerkræ fik mad og vand. Og jeg husker, at jeg nød at lave mad sammen med mine forældre. Nød at plukke solvarme ærter og jordbær i urtehaven, nød at tilberede og spise varm hønsekødssuppe med fedtperler på toppen og med friskbagt brød til. I Barselsmad lever nydelsen ved ordentlig mad videre, og vi bruger naturligvis kun lidt, men ordentligt kød, hvor vi er sikre på, at kødet er fra dyr, der har haft et godt dyreliv under himmel og på jord. Jeg tror dog ikke, at de dyr vi bruger i Barselsmad er blevet passet af mutte femårige børn, men man ved aldrig🧡🌱
