08/09/2026
Læs Hesters indlæg som er med i Politiken Hun og sin mand Bjarke, driver Yduns Have på Samsø.
Indlægget - tekstversion. Foto: Karla Ellingsøe, Politiken
--
Endelig er det begyndt at gå op for folk uden for grøntavlerbranchen, at den danske produktion af frugt og grønt er i frit fald.
Efter de seneste ugers heftige debat om kvælstofregulering – og i særdeleshed hvor uforholdsmæssigt hårdt grøntsagsdyrkning ville blive ramt – er det værd at huske, hvad Nikolaj Kirk og Madkulturens rapport sagde allerede sidste år:
At overskudsgraden for danske gartnerier blot er 8 pct. mod 29 pct. i EU. Og at kun 27 pct. af vores forbrug af frugt og grønt kan dækkes af egen produktion, hvis importen svigter – hvoraf løg og gulerødder udgør langt størstedelen.
Heldigvis er de fleste herhjemme enige om, at det er vigtigt at have et aktivt gartnerierhverv på grund af fødevaresikkerhed, folkesundhed, madglæde osv., men som mindre grøntsagsproducent på niende år undrer jeg mig stadig mere over, hvem det lige er, der skal kaste sig ud i så risikofyldt og så lidt lukrativt et erhverv, samtidig med at alle, herunder også regeringen, råber på billigere fødevarer.
Der er en grund til, at 60 pct. af frilandsgartnerierne er lukket siden 2008. Det hænger ganske enkelt ikke sammen at dyrke til det private marked herhjemme, hverken konventionelt eller økologisk. Og det er, selv om grøntsagsproduktionen i sidste time er blevet fritaget for den nye kvælstofregulering.
Allerede nu kan man ikke få den pris, man skal have for sine produkter, fordi prislejet er blevet sat kunstigt lavt i supermarkedet, hvor 75 pct. af vores grøntsager og 90 pct. af vores frugt importeres fra lande med markant lavere lønninger og dårligere miljøforhold.
Når der er så lidt økonomi i at dyrke grøntsager, både i stor og lille skala, er spørgsmålet, jeg står tilbage med: Hvem har egentlig råd til at dyrke vores mad?
Efter alt at dømme vil den nye regering fremme produktionen af frugt og grønt herhjemme. Det giver håb. Men regeringens ambitioner om mere dansk produktion rækker ikke langt, hvis produkterne stadig skal konkurrere på et marked, hvor prisen er det eneste, der tæller.
For hvem skal købe alle de afgrøder, vi gerne vil have dyrket herhjemme? Hvem skal betale den pris, det faktisk koster at producere dem?
Min mand og jeg har drevet Yduns Have på Samsø siden 2018. Gården er lille efter moderne standarder – 18 hektar i alt, hvoraf syv hektar er udlagt til grøntsager på friland og i drivhuse. Resten af jorden består af marker, som vi bruger til vores køer og høns.
Vi sælger primært gennem vores døgnåbne gårdbutik, en abonnementsordning til lokale familier og til restauranter i Aarhus og på øen. Når man er lille producent, er man nødt til at dyrke alsidigt for at tiltrække og fastholde kunder. Vi dyrker 240 forskellige sorter af grøntsager, og det medfører selvsagt et stort behov for arbejdskraft, da der ikke er nogen stordriftsfordele at hente, og mekanisering ved så alsidig en produktion ikke er en mulighed.
Vores arbejde kræver, at vi er i god fysisk form, altid står til rådighed og kan arbejde ude i al slags vejr. Samtidig skal vi kunne tilpasse vores opgaver fra time til time for at tage højde for vejret, jordens beskaffenhed, kundernes behov og dyrenes ve og vel.
Når det hele spiller, er arbejdet både meningsfuldt og enormt tilfredsstillende. Men i et dårligt år er hele vores i forvejen sparsomme familieøkonomi på spil, fordi vi ikke har andre, mere stabile lønindtægter at falde tilbage på.
Vi er et hold på fem årsværk, der bruger stort set alle vores arbejdstimer på at så, plante, luge, vande, høste og pakke grøntsager. Alligevel stammer kun omkring halvdelen af vores indkomst fra grøntsagerne. Resten er vi nødt til at tjene på at sælge æg fra vores økologiske høns og leje feriehytter ud til turister, der gerne vil på bondegårdsferie på øen.
Der er stort set ingen avlere, vi kender, hvis grøntsagsforretning kan løbe rundt uden andre gyldne æg: nicheprodukter til restauranter, animalske produkter, kolonialvarer, kurser, cafédrift eller noget helt sjette. Grøntsagerne betaler sjældent deres egen løn.
Ud over den grundlæggende dårlige forretning, som det er at leve af at dyrke frugt og grønt herhjemme, skal vi også slås med klimaforandringer. Selv i et godt år presser de os fysisk og psykisk. Det betyder ekstra timer med at flytte vandingsmaskiner, øget brug af fiberdug og insektnet, tidligere arbejdsdage for at undgå den værste sol på markerne og i drivhusene og meget mere.
I et godt år kan vi måske få dækket vores produktionsomkostninger og lønninger og levere en tålelig bundlinje. Men et dårligt år med blæst, sol, regn – eller mangel på regn – på de forkerte tidspunkter kan slå bunden ud af en gård, der ikke har haft mulighed for at opbygge et overskud gennem årene.
Her på Samsø har vi kun én vandingssø at vande fra – vi har ingen boring. Siden vi startede, er søen løbet tør tre gange, senest i år. Nu er vi nødt til at vande vores nyplantede kål og salater med vandkander for at sikre, at de ikke dør, lige efter at de er blevet plantet. Derefter må vi bede til Vorherre om regn, for vi har ingen mulighed for at vande dem ud over den første etableringsfase.
Hvem står med den risiko? Det gør vi.
Hvem taber penge, hvis regnen ikke kommer? Det gør vi.
Hvem går det ud over, hvis vi ikke har noget at sælge? Det går ud over os.
Produktionen af frugt og grønt er, i modsætning til eksempelvis kød og korn, langt mere arbejdstung, risikofyldt og klimaudsat. Hvor vi har 28 dage til at få afsat et æg, har vi kun få dage til at sælge en høstet grøntsag, før den ender som hønsemad – holdbarheden bliver endnu kortere, når temperaturerne stiger, og planterne udsættes for varmestress.
Samtidig er spildet i grøntsagsproduktionen betydeligt, blandt andet på grund af supermarkedernes og forbrugernes krav til afgrødernes udseende. En lille ridse på en squash fra plantens egne blade kan gøre den usælgelig. En vækstrevne i en kartoffel efter et skybrud oven på ugers tørke betyder det samme.
Det betyder, at en del af det, vi dyrker, aldrig bliver til en indtægt. Der er simpelthen mindre at sælge – og dermed bliver økonomien tilsvarende dårligere.
Frugt og grønt er selvfølgelig en del af et globalt marked, hvor priserne i supermarkederne ofte holdes kunstigt lave. En stor del af varerne er produceret i udlandet under forhold, der ikke lever op til de samme markedsmæssige, sociale og miljømæssige standarder, som danske producenter er underlagt. Tilstedeværelsen af moderne slaveri og kriminelle netværk er velkendt, ligesom ulovlig forurening og overforbrug af vand i mange lande er en forudsætning for produktionen.
Når man som dansk producent kun i begrænset omfang kan påvirke den salgspris, der fastsættes af de importerede varer, samtidig med at produktionsomkostningerne er højere, er der i praksis kun få steder at hente besparelser. Ét af dem er lønudgifterne.
Brugen af billigere udenlandsk arbejdskraft på danske gartnerier og landbrug er derfor allerede meget udbredt. I et konkret eksempel kunne de salater, som de rumænske sæsonarbejdere havde høstet, alligevel ikke sælges på det danske marked, fordi prisen var for høj. I stedet blev salaterne eksporteret til et andet land, hvor salgsprisen var højere. Det land? Rumænien.
Mindre bedrifter som vores har til gengæld færre ansatte eller drives alene af ejerne. Her betyder prispresset i stedet et utal af ulønnede overarbejdstimer, som er nødvendige for at få det hele til at hænge sammen. Vores bedrift hænger, groft sagt, kun sammen, fordi vi har valgt at leve på en sten – med et fravalg af ferier og et meget begrænset materielt forbrug.
Men hvem har de personlige ressourcer – og viljen – til at leve sådan år efter år?
Alle, der producerer frugt og grønt i Danmark lige nu, gør det på trods af markedet. For der er ingen reel forretning – og slet intet investeringspotentiale – i at dyrke til det danske privatmarked. Producenterne er drevet af lyst og en betydelig portion stædighed. Men antallet af konkurser vidner om, at den lyst og stædighed måske ikke er noget, man skal lade landets forsyning af friske sager hvile på.
Lige nu er gennemsnitsalderen blandt ejerne i grøntsagsbranchen 60 år. Hvad sker der om 5-10 år, hvis der ikke gennemføres radikale tiltag?
Man kan sige, at den danske produktion af frugt og grønt i dag hviler på en masse glade idioters irrationelle livsstil. Noget tyder dog på, at det ikke holder i længden. Det er svært at forestille sig, at man ville acceptere samme rationale i andre samfundskritiske erhverv. Ville vi eksempelvis overlade udviklingen af coronavacciner eller udbygningen af elnettet til mennesker, der ’bare ikke kunne lade være’?
Hvis man ikke vil risikere at tabe hele den hjemlige produktion af frilandsgrønt på gulvet, er man nødt til at betale, hvad det faktisk koster.
Det utopiske scenarie ville være, at danske forbrugere begyndte at udvise den samme betalingsvillighed over for friske råvarer, som de allerede gør over for ultra-fast fashion, charterferier og take-away leveret direkte til døren.
Men så naiv er jeg nu heller ikke.
En mere realistisk model kunne være, at man købte mere lokalt ind i offentlige kantiner og skolemadsordninger eller øgede tilskuddet til frugt- og grøntavlere.
Regeringen foreslår selv at sænke momsen på dansk frugt og grønt, men jeg har svært ved at se fidusen. Vi skal ikke bilde forbrugerne ind, at det er billigt at dyrke råvarer. Frugt og grønt er i forvejen den del af supermarkedet med de laveste profitmarginer, og det er ikke efterspørgslen, det kniber med. Vi spiser omtrent lige så meget frugt og grønt som for ti år siden – det er bare i stigende grad importeret. Uden højere afregningspriser til avlerne vil konkurserne derfor fortsætte.
Der er mange, der taler om landbrugsstøtte som noget, man kan skrue på, men jeg har svært ved at se, at den kan løftes til et niveau, der for alvor batter. For en bedrift som vores på 18 hektar modtager vi med alle særordninger – basisstøtte, økologitilskud, reduceret kvælstof og ø-tilskud – omkring 65.000 kroner om året. Det svarer til to-tre månedslønninger for én ansat.
Til sammenligning modtager en nabo 680.000 kroner i støtte til 350 hektar, hvor der er 1,5 årsværk. Det betyder i praksis, at landbrugsstøtten dækker næsten alle lønudgifterne. Et mere radikalt forslag, som er blevet bragt på banen i Storbritannien, hvor branchen er lige så presset som herhjemme, er at give avlere en form for basisindkomst i erkendelse af, at deres produktion er for vigtig til, at vi kan overlade den til markedsvilkårene alene.
Hvis vi som samfund – som forbrugere, supermarkedsindkøbere og i særdeleshed som politikere – ikke får øjnene op for menneskene i denne branche, kan jeg kun se én vej: Konkurserne fortsætter, og gennemsnitsalderen blandt gartnerne bliver ved med at stige.
Der er ellers flere og flere unge, der ønsker at gå i gang med at dyrke frugt og grønt. Vi har haft mange elever igennem og endnu flere ansøgere, og det vidner om, at drømmen om at leve af at dyrke jorden findes i bedste velgående. Men uden ordentlige rammevilkår og en driftsøkonomi, der afspejler den risiko, man som avler står alene med, brænder de ud efter få år.
Hvis ikke vi gør noget radikalt for at vende udviklingen, vil vi som samfund i bedste fald stå tilbage med et fattigt udvalg af sæsonløse og kedelige importerede afgrøder, fremdyrket af mennesker på kanten af – eller helt uden for – samfundet. I værste fald vil klimaforandringer begrænse vores mulighed for at importere, og så står vi tilbage med svinekød og rugbrød.
Og de smager trods alt bedre med lidt persille, rødbeder og tomater til.
