07/09/2026
Et dansk destilleri ovre på den anden side af Østersøen har de sidste 10 år med tilladelse sanket 30 kg enebær på Naturstyrelsens områder til deres gin.
I år har de fået frataget deres tilladelse. Begrundelsen er vist nok, at området er fredet.
Og det har forstyrret min nattesøvn de sidste nætter.
Fordi ræsonnementet ikke giver mening, hvis man ved, hvad sankningen indebærer, og hvordan den udføres.
Jeg sanker også til min produktion på Naturstyrelsens områder.
Vi har en kontrakt, og hvert år betaler jeg pr. liter færdig produceret spiritus, jeg har lavet med ingredienser fra de her arealer.
Sanketurene foregår for alles vedkommende ved, at man går ud til fods i området og plukker med hænderne.
Der er flere destillerier i landet, hvor det er lidt større arrangementer, hvor frivillige tager med ud og plukker. På niveau med, hvis en skoleklasse eller et hold fra højskolen gik en tur ud i skoven.
I går var jeg ude bag vandværket i Pedersker med et hold gymnasieelever og sanke slåen i 1,5 time.
Hvert år sponsorerer jeg til hestevognskørslen, og så hjælper de med et par timers plukkearbejde.
En del af de unge, jeg kortvarigt møder, har aldrig hørt om et slåenbær før. For det er de færreste, som i dag bruger slåen i madlavningen.
Aftalerne med Naturstyrelsen er ret grundige og detaljerede.
Der står, hvor mange procenter af hver plante man må tage. På nogle af mine er der også beskrevet årstid og det specifikke område.
Mest på den måde, at jeg ikke har adgang til Hammerknuden, hvor øens to gindestillerier har forgangsret til, og så er der en håndfuld af gourmetkokkene og naturvejlederne, som har adgang.
Forrige år oplevede jeg, at Naturstyrelsen uden varsel havde skovet hele det område, der plejede at forsyne min likørproduktion med hyldeblomster.
Hyldeblomstlikøren sælger jeg hele batchet af hvert år.
Og selvom 440 solgte flasker for nogen lyder ubetydeligt, har det været en sikker omsætning for mig.
Løsningen blev at søge samarbejder med private haver og lodsejere.
Til gengæld mistede Naturstyrelsen det mindre, økonomisk bidrag fra min virksomhed.
Det er ikke de sarte, truede planter, vi jager efter.
De er de robuste, i nogle tilfælde endda invasive, planter, vi plukker fra.
Til fods.
Med hænderne.
I begrænsede mængder.
Med kyndig vejledning.
Det er ikke rovdrift på naturen.
Noget af det falder under kategorien "naturpleje", hvor planterne endda har gavn af at blive plukket fra og rusket i.
Og vi betaler tilbage.
Med smagsoplevelser og fortællinger om den nærtliggende natur og de lokalt dyrkede smage.
Det, der bogstaveligt talt gror i vores baghave.
Rent ernæring- og sundhedsmæssigt er spiritus ikke med i behovspyramiden.
Kulturelt set er den måske endda til tider en anelse problematisk.
Men.
Spiritus er også den fødevare, hvor du uden risiko kan tage en grankogle, trække smag ud af den og drikke den.
Det samme med slåen, rønnebær, hybenroser, vildæbler, hasselnødder, gederams, hyldeblomster, strandarve, perikon, malurt und so weiter.
Det er en let tilgængelig måde at gå ud i naturen, være i kontakt med en råvare, mærke, dufte, smage og få fortællingerne.
Det er en let fordøjelig måde at gå ud i den lokale skov eller ved stranden, du ellers kun besøger i juli-måned, og opleve noget nyt for dig.
Noget, som har rødder i mange hundrede års madtraditioner.
Noget, som fortæller om, hvor vi kommer fra.
Vores klima, natur, kultur, mad og måde at overleve på.
Løsningen er ikke at importere ingredienserne i stedet.
Resultatet ved at fjerne sanketilladelserne fra de danske destillerier og spiritusproduktioner bliver, at det smule arbejde, vi udfører for at bevare fortællingerne om vores natur, fortidens madkultur, floraen og skovens smage forsvinder...
