05/07/2026
Hjemme fra Landsskuet 2026
Vi er nu alle godt og sikkert hjemme fra Landsskuet. Et skue, der bar præg af meget omskiftelige vejr med store regnbyger og vind stor dele af tiden, men også opholdsvejr med mild sommervejr.
Vi deltog i år med to katalognummer.
Første dyr i manegen torsdag formiddag var vores tyr Vodka Hansesgaard (Chic x Tabelle. Han var desværre alene i sit hold, men fik alligevel rigtig god karakteristik og 23p af den franske dommer Olivier Lacour. Han vejede til skuet 920 kg og skulle senere deltage i ærespræmiekonkurrencen.
Næste og sidste dyr var Bloksdal VeryBelle (Heracles M x Bloksdal Mirabelle -ET). Hun var med sine 731 kg den tungeste i sit hold, som bestod af tre andre kvier. Hun blev placeret på en fjerde plads med 22p, hvilket var en placering vi selv så lidt anderledes. Men vi acceptere naturligvis dommerens beslutning og argumenter.
I ærespræmiekonkurrencen var der i alt 24 Charolais dyr, der skulle kæmpe om 11 ærespræmier. Her blev vores tyr Vodka placeret ind på et flot syvende plads. Hvilket gav en pæn ærespræmie fra Ornestation Mors og ikke mindst prædikatet Danmarks bedste Charolais yngre tyr. Hvilket er en titel vi aldrig har prøvet at vinde før og er meget stolte over.
Vi fra Bloksdal Charolais vil gerne takke for nogle gode dage med venner, kollegaer og familie. Alle ønskes tillykke med deres præmier og placering.