12/12/2025
Tillykke til Italien
I denne uge blev det italienske køkken som det første optaget på Unescos verdensarvsliste, og jeg har stadig ikke helt fattet det. Det er så smukt, det er så rigtigt, det er så poetisk, og det bekræfter min 40 år gamle beundring for dette lands kulinariske rigdomme. Jeg havde været her på ferie forinden, men i 1985 flyttede jeg hertil med en veninde som nybagt student.
Min første kæreste Alessandro var 19 ligesom jeg og kokkeelev, hans mormor Gina lærte mig at spise pasta & fagioli (pastasuppe med bønner) og riso e lenticchie (suppe med ris og linser). Hans farmor i Nocera Umbra langt ude på landet stod og rullede pasta ud, hver gang vi besøgte hende, og tryllede de skønneste tagliatelle med ragù frem for den samlede familie.
(Da Alessandros kusine fra den lille landsby i 80'erne blev sendt på sprogrejse til England, ringede hun tudbrølende og plagede om at blive hentet hjem, for hun havde fået serveret overkogt spaghetti med marmelade. Det var en af mine første allarme rosso-oplevelser. Spøg ALDRIG med maden.)
Der var dengang langbordsarrangementer hver weekend enten i Umbrien eller i Rom hos onklerne Zio Alvaro og Zio Gennaro, som lavede polenta med pølser og tomatsovs og som diskuterede poltik så sveden sprøjtede. Alessandro lærte mig om carbonara, amatriciana og alle de andre uundværlige pastaperler, og han forklarede mig, hvor vigtigt det var at holde tingene enkle. En panino var bare en rosetta-bolle med enten prosciutto crudo eller cotto, ikke alt mulig smørelse og hurlumhej, og en pastaret skulle helst indeholde max. tre-fire ingredienser. Det var nyt for mig, men jeg tog det ind, og jeg fandt lynhurtigt ud af, at det var vejen til folks hjerter.
At spise sammen, at tale sammen om mad, at rose hinandens kogekunst, at give komplimenter i lange baner på restauranter, hvis man satte pris på serveringerne, at spørge nysgerrigt til folks tilhørsforhold og hvilke retter og råvarer, der hørte til hvor. Det er om få måneder 30 år siden, jeg var vært på en programserie, der hed Pastaplus på TV2, og som lærte danskerne at lave lækker og genuin italiensk hverdagsmad med pancetta, pecorino, rucola, pasta af høj kvalitet, skøn olivenolie osv., som dengang ikke ligefrem kunne fås i enhver butik i Danmark. Jeg kan næsten ikke sige, hvor glad jeg blev, da det stod klart, at det italienske køkken skulle hyldes og æres for sin helt unikke plads i verden. La cucina italiana er højt elsket over hele kloden, fordi det forbinder generationer, det forbinder høj og lav på tværs af klasseskel, det forbinder folk på tværs af geografi og religion, det tiltrækker alle slags mennesker og skaber fællesskab, samtaler og god stemning. Det er en form for kærlighedssprog. Det handler om omsorg, glæde og trøst, og selvfølgelig ikke mindst smag, passion og uforlignelige råvarer.
Det italienske køkken kræver ikke meget, det er demokratisk, for det er billigt. Pizza, brød og kaffe betragtes for eksempel som en menneskeret at have råd til, så priserne holdes naturligvis nede, så alle kan være med. Hvis carbonara havde ben, ville den hoppe højt af glæde, stod der i avisen i forgårs. Denne fine hæder er så fortjent, og italienerne er med rette pavestolte.
"Det er kunsten at leve". Sådan stod der i en anden avis. Intet mindre. Viva la cucina italiana. Viva tutte le nonne! Længe leve alle bedstemødrene, der er de sande læremestre og dem, der leverer minderne og den grænseløse amore ved komfuret og rundt om bordet. Det italienske køkken er kultur, nostalgi, lidenskab og stolthed. En livsstil.
