21/06/2026
Landbrugsmedhjælper.
Medio 70érne, da vi boede i Sønderjylland, var vi ofte på besøg hos min kones familie i Nordjylland. Hun har bl.a. en søster og svoger, som havde et landbrug, og da hun selv har landbrugsbaggrund, kom vi tit hos dem.
De havde malkekøer, kvier og grise og marker til afgrøder, men min svoger kunne jo ikke bare holde fri, fordi vi kom, så det havde lidt dårlig samvittighed over. Jeg tilbød ham derfor at hjælpe, og han tog med tak imod det, pludselig at få en landbrugsmedhjælper. Mine egne ”erfaringer” byggede på TV udsendelser om landbrug, og man kunne godt se på mine fingre, at jeg aldrig havde holdt på en ”møggreb”.
Jeg gik dog på med krum hals med at hjælpe med malkningen, flytte rundt på kvierne, muge ud og fodre grise. Sikkert ikke særligt professionelt, men viljen var der, og jeg fandt efterhånden ud af, at vi heller ikke kan eksistere uden dette erhverv.
Kineserne har tidligere haft et system, hvor akademikere jævnligt skal ud for at udføre manuelt arbejde, så de kan få ”jordforbindelse” med de grundlæggende principper i et samfund.
Jeg var dog præget af min fortid og ville gerne planlægge, organisere og sætte alle tingene i system og udarbejde nogle tidsplaner. Da svoger foreslog, at vi skulle indhegne et stykke jord næste dag til kvier, der skulle på græs, gik jeg straks i gang.
Der blev udarbejdet arbejdsplaner, arbejdsfordeling, tidsrammer m.v., mens svoger så til, let rystende på hovedet over mine anstrengelser.
Næste morgen, da jeg troede at jeg skulle styre det hele, kom svoger sindigt kørende med traktoren med det materiale, vi skulle bruge. Vi gik i gang, og jeg havde en plan om, at hvis vi knoklede på, kunne vi være færdige til aften. Tidligt om formiddagen kom naboen forbi, og ville lige veksle nogle ord med svoger, og det passede ikke i min tidsplan, så jeg spurgte, om han ikke kunne komme på et andet tidspunkt. De kiggede begge vantro på mig, og meget mod min vilje, gik vi samlet ind på gården til kaffe og brød. Her sad jeg nærmest op hoppede i stolen, da jeg kunne se, at min tidsplan ikke kom til at fungere.
Da vi kom ud igen, sagde jeg, at nu måtte vi arbejde hurtigere for at indhente det forsømte, så vi stadig kunne være færdige til aften.
Her kiggede svoger på mig og sagde: Hør her ”bette” svoger. Det her er ikke fly der skal i luften, men et landbrug og naboskab der skal fungere, og det vi ikke når i dag, når vi i morgen. Jeg fnysede en smule, men lagde straks en plan for i morgen, og da vi næste dag var godt i gang, fik vi besked om, at der var en vanskelig kælvning i gang med en ko. Alt blev smidt (det er et stort økonomisk tab at miste en kalv), og vi racede tilbage til gården og gik i gang med at hjælpe koen.
Da det var allerværst, kom der en ”klog” nabo, som var specialist i sådanne sager. Han var blevet alarmeret af posten, som tidligere på dagen havde været inde til kaffe, og havde hørt om problemet.
På tredjedagen blev vi færdige med den nye indhegning, og jeg havde fået adskillige oplevelser i anskuelighedsundervisning. Alle betyder noget i samfundet, og der er ikke nogen, der mere vigtige end andre.
Jeg lærte også at tage tingene på en mere rolig måde, og ikke lade mig stresse af sager, jeg ikke havde indflydelse på.
Der er en gammel kinesisk vismand, der en gang har udtalt, at hvis man er en smule hoven, kan man måle ens egen værdi, ved at stikke en finger i en spand vand, trække den op igen, og det hul man så måler, viser ens værdi.
Svoger ville lige sætte en ekstra trumf på og sagde, at selv om jeg sagde, at piloter og flyveledere er vigtige, kan de ikke eksistere uden landbrug. Hvis de ikke får mad på bordet, kan de ikke arbejde.
Skakmat.
Min karriere som landbrugsmedhjælper ebbede hurtigt ud, da jeg måtte indse, at der er andre vigtige brancher i samfundet end flyveledere.
Mogens Houman
